Kategorier
Fangstrapporter

Svenske laks og danske gedder

Hej alle

Jeg har modtaget en rapport fra Jens, der sammen med makkeren Frank, var på en trollingtur til farvandet ud for Ystad, Sverige.

Jens skriver:

Fredag morgen tidligt ud, kun 20 minutters sejltur til 40 meteren. Dejligt!

På grund af en ekstra motor på båden (ekstra sikkerhed) skal fisk helst landes til bagbord side (makkerens side) og Franks downriggerstænger skal derfor væk hver gang, der er fisk. Vi oplever et fantastisk fiskeri og mens Frank for 5. gang er ved at sætte sine downriggerstænger igen efter endnu en laks i båden, kommer der hug igen. Han udbryder spontant og grinende, at “Hold kæft! Jeg kan sgu ikke engang nå at sætte stængerne før end, der er fisk igen”. Status for fredagen er 11 kontakter med laks, heraf 8 i båden, 2 genudsat og en mistet. De to største laks fangede jeg, og de var på 9,9 og 6,5 kg.

Lørdag morgen igen tidligt ud (vi stod op kl. 5.00). Jeg var egentlig mæt, da jeg havde rigeligt med laks i køletasken, men Frank savnede en god laks, så vi aftalte en kort tur til kl. 12.00. Der gik lidt tid før vi fik kontakt, men så gik det igen hurtigt. Jeg fik 2 fisk, hvoraf 1 blev genudsat, og den anden måtte beholdes, da den var for hårdt kroget. Frank fik en fin fisk på 6,8 kg, og så var han også mæt. Det var dog svært at tage sig sammen til at gå i havn i det fine vejr, så vi fiskede videre en time endnu. I denne time havde vi yderligere to kontakter, som dog ikke blev hængende. Herefter blev vi enige om, at det må være fint og listede i havn og kørte hjem.

Mvh

Jens

Undertegnede har også været ude et par gange i den seneste uge. Den ene gang alene til en skovsø, hvor et par timers fiskeri med et par bundstænger, små boillies og en sparsom fodring gav 4 sudere på op til 2,45 kg. Turen var lidt et forsøg på at finde ud af om de er gydetunge i øjeblikket – og det var de, så jeg skal nok ud et par gange mere i løbet af de næste uger. Målet er en PR (+3,375 kg).

Anden Pinsedag, dvs. igår mandag den 20. maj, var dagen, hvor Jens og jeg skulle forsøge os med en af de større sjællandske søer. En tur til søen i slutningen af marts var blevet aflyst på grund af is, så nu var vi godt tændte, da vejrudsigten lovede svag vind og dejligt vejr. Søen har ry som et godt geddevand og vi, dvs. mest Jens, havde forinden skaffet fine agnskaller op til ca. 500 g, primært fra De Gamle Lergrave. Vi mødtes hos Jens kl. 5.00 og kl. 7.30 var vi igang på vandet med sideplanere i hver side, to flåd bag båden samt to bundstænger.

Min sideplaner startede efter 5 minutter med at gå skævt, hvorefter jeg tog den ind til tjek. Idet jeg løfter den op ad vandet lyder et stort plask ved båden. En pæn gedde har taget skallen (over 5 meter vand), hvilket bliver lidt dramatisk, da linen er blevet snoet og naturligvis også lige har nået at vikle sig om topøjet et par gange. Med hjælp fra Jens får jeg linen fri og kan nå at løsne bremsen, da gedden opdager bedraget og sætter i et hurtigt udløb. Heldigvis er der nu styr på det og første gedde kommer i båden. Et foto, en hurtig vejning til 6,4 kg samt en rolig genudsætning og så var dagen ligesom igang.

Det blev til mange flere gedder i løbet af dagen, heraf mange 3-5 kilos og Jens får da også snuppet en flot tegnet gedde på 5,4 kg. som sin største. De store gedder udeblev denne (første) gang, men vi tror på det, så de skal nok komme. Om ikke før, så til vinter (november – marts), hvor vi før – i andre større søer – har oplevet et godt fiskeri.

Alt ialt en super tur, der først stoppede ved 18-tiden, da vi var løbet tør for skaller.

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Geddekonkurrencen 2013 – Pæn vindergedde, bonusbrasen og ynglende isfugle

Hej alle

Årets geddekonkurrence blev skudt planmæssigt  igang den 12. maj kl. 7 og de 7 deltagere, mig selv inklusive, skulle klø på i de næste 5 timer. Vejret var super, men forventningerne til fiskeriet var afdæmpede, idet vi nu igen havde haft en hård vinter med isdække ind i april måned. De fleste havde spinnestang med, men der var også et par stykker, der havde medbragt skaller.

Vi blev dog ikke skuffede og status for dagen blev ca. 20 gedder, med største på 101 cm og 6,9 kg til undertegnede fanget på en rød hvid jerkbait i den lange sø.

Andenpladsen gik til Patrick, der snuppede en gedde på 70 cm, mens trediepladsen gik til Peter med en på 66 cm. Herefter fulgte gedder på 64 cm og 62 cm fanget af henholdsvis Frederik (junior) og Torben. Tusind tak til Rodes eller rettere Fiskerishop.dk, som fiskeafdelingen nu hedder i Humlebæk for fine sponsorpræmier. Butikken er flyttet op til rundkørslen overfor Netto på Torpenvej og Kasper fortæller, at det allerede har givet betydeligt flere kunder. Støt vore sponsorer, de støtter os!

Traditionen tro markerer geddekonkurrencen åbning af alt fiskeri i De gamle Lergrave efter en lang fredning, der strækker sig gennem hele april og til anden søndag i maj. Og at der er andet, at komme efter end gedder, blev undertegnede også lige mindet om midtvejs i konkurrencen, idet jeg fik en meget smuk mørk 3-kilos brasen i Skydebanesøen. Den sø stinker langt vægt af store medefisk, så den skal bestemt have et par besøg med match- og feederstængerne i løbet af sommeren.

I forbindelse med konkurrencen var vi flere, der mødte Carsten, den lokale fugleekspert/Caretaker fra Dansk Ornitologisk Forening, som kunne fortælle, at isfuglen i øjeblikket yngler i De Gamle Lergrave. Af samme grund er der sat skilte op, der opfordrer besøgende til ikke at tage ophold i længere tid ad gangen. Denne information blev delt med de andre deltagere i konkurrencen og pudsigt nok var vi 5 mand, der alle så den lille smukke blå isfugl komme flyvende, mens vi på et tidspunkt var samlet.

Opfordringen er hermed givet videre og særligt området langs bredden på sydsiden af Svanesøen bør undgås de næste uger.

Knæk & bræk

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Store laks fra Møn

Hej alle

Fik lige en herlig fangstrapport fra Søren, der har været på flere gode trollingture ude i farvandet omkring Møn:

Hej Klaus.

Har lige sejlet min båd ‘’Tron’’ hjem til Brøndby Havn, efter at den har ligget i Klintholm Havn på Møn i ca. 5 uger. Det er blevet til et par gode fiskedage dernede.

I starten af april var jeg således ude en dag og havde fået en 5 kilos laks om formiddagen, men ellers var der ikke sket det store. Så satte jeg kursen lidt nordligere end jeg havde fisket i løbet af dagen og det gav resultat i form af et dobbelt hug!

Først tog jeg stangen i venstre side og efter ca. 30 minutter kunne jeg hive en STOR laks indenbords, men jeg havde jo en stang mere med fisk på, som jeg også måtte tage mig af. Det tog ca. 20-25 minutter mere, og så var fisken ved bådsiden. Jeg kunne se, at der også her var tale om en pæn fisk (10+), men den tog så et par sure udløb…….og det endte med, at blinket mistede sit kroghold…………Sikke noget møg, var nok ikke lige det der blev sagt, men det lyder sikkert pænere! Nå, men en fin fisk lå jo allerede i båden, så grejet blev sat igen og fisken blev vejet…..14,50 kg. Kursen var sat henover samme punkt igen….og på samme punkt udløste en stang igen med et skrig fra knarren på et af mine Ambassadeur 7500 hjul. Endnu en fight kunne starte og efter ca. 30 lange minutter lå endnu en pæn fisk på dækket. Den blev vejet til 12,50 kg.

Efterfølgende havde jeg flere fine ture med flere fisk op til 10,4 kg. ‘’Desværre’’ var det her fiskemakkeren der tog de største..

Tirsdag den 7. maj var dagen, hvor båden skulles sejles hjem, hornfiskene var også ved at være i overtal! Stod tidligt op… ville jo lige fiske en sidste gang på pladserne tæt ved land. Blinkene var monteret med store enkeltkroge, men vi fik alligevel et par hornfisk de første timer. Disse mere lette hug blev afløst af en fisk, som havde sat sig for at tømme mit hjul for line. Alt andet grej blev taget ind og båden blev stoppet. Da havde fisken allerede taget ca. 200 m line. Fisken gik tungt og kom efter noget tid ind omkring båden, men den ville absolut ikke give op.

Flere udløb ned i dybet, men til sidst måtte den give fortabt, hvorefter den kunne landes og en tung fisk røg i dørken. Laksen blev vejet til 10,50 kg. Efter denne fangst blev kursen sat mod hjemhavnen i Brøndby, men bedre afslutning er svær at ønske sig!

VH

Søren

 

Tak til Søren for rapporten og stort tillykke med fangsterne. Den største laks på 14,5 kg er vist allerede et godt bud på en vinderfisk i laks fra båd-kategorien i foreningens årets fisker konkurrence.

K&B

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Storgedde fra Esrum Sø og andre premierefangster

Hej alle

Så blev det 1. maj og geddepremiere. Foreningens båd i Esrum Sø var denne “hellige” dag booket af Emil, men han havde nu også gjort sig fortjent til det, idet han – sammen med Jens, Carsten og undertegnede havde deltaget i klargøringen.

Belønningen for arbejdet med højtryksspuleren kom også fangstmæssigt, idet Emil efter en meget lang dag på søen sammen med fiskevennerne, kunne glæde sig over en – efter Esrum Sø standard – super flot gedde på 11,6 kg.

Den blev taget på levende skalle, og fangsten var både ny PR, ny bådrekord, foreningsrekord samt ikke mindst et seriøst bud i Esrum Opens geddekategori. Stort tillykke til Emil – Godt gået!

Jeg selv var med Jens på Søndersø ved Værløse, hvor jeg tidligere har haft godt fiskeri i den første uge af maj. Fiskeriet var dog svært, idet vandet var koldt og uklart. Hertil havde vi kun 4 skaller, der var brugbare til større gedder. Det blev dog til 6 gedder, hvoraf Jens fik en på 3,2 kg på en skalle

og jeg selv snuppede en noget slank gedde på 92 cm og 4,7 kg.

Sidstnævnte tog en godt gennemgnasket død skalle, der blev dørget rundt langs skrænterne. Kun en af de 6 gedder tog en jerkbait, så det var tydeligt, at det var den ægte vare, der funkede.

Af andre medlemmer, der har været ude med snøren er Søren, der igen har været på Nordkysten. Det blev til en enkelt havørred omkring målet, men han fortæller også, at der var heftig overfladeaktivitet. Det var hverken havørreder eller hornfisk, men ifølge en fyr han mødte regnbueørreder, som åbenbart er sluppet ud fra et dambrug ved Grenå og svømmet den lange vej til Sjælland. Tippet er hermed givet videre, så vi kan få ryddet lidt op. Fiskeriet er sjovt og Søren anbefaler små fluer. Jeg selv ville måske forsøge mig med en rød haveflue, hvis jeg skulle derop..

Knæk & bræk

Klaus