Kategorier
Fangstrapporter

Årets første medlemsfangster er indløbet

Hej alle

Så kom der gang i 2013 med et par medlemsfangster. Årets første rapport er fra Peter Lottrup:

Hej Klaus,

Fisketuren i dag blev til en tur til Simons P&T sammen med min lillebror.

Her fiskede vi 4 timers tid fra morgenstunden i det dejlige vejr.

I første kast tog jeg en bækørred på omkring kiloet. En fin lille fisk med store flotte prikker.

Herefter var fiskeriet lidt stille i en periode. Der var kun spredte fangster i søen, trods ekstremt mange mennesker.

Op ad formiddagen fik jeg skiftet til bombarda og sort flue og det kastede en SUPER flot regnbueørred af sig. Hele finner, fuldstændig blank og super stærk.

Jeg har ikke oplevet så stærk en P&T fisk før – så det var sjovt. Den blev målt til 3,1 kilo.

Mvh

Peter

Tillykke med den. Det er en af de pæneste jeg har set fra en P&T-sø! Ligeledes tillykke til junior Frederik Rømer, der også var ude denne lørdag:

Hej Klaus,

Jeg var ude lørdag den 5. januar for at fange nogle torsk. Der var ikke meget gang i fiskeriet, men jeg fik da en enkelt på 2 kg, der bedes tilmeldt årets fisker.

Hilsen

Frederik

Lørdag den 12. januar var det min tur til at komme afsted. Vejret var nu blevet koldere og det var vist i sidste øjeblik, hvis der skulle nås lidt geddeaction inden der kom låg på søerne. Først en kort tur i centerlergraven I Nivå, hvor der ikke var noget liv. Det er nu ikke så underligt, for her har nogle (primært østeuropæere) skamfisket de seneste år. Efterladenskaber i form af polske cigaretter, madpapir og vodkaflasker ligger mange steder og afslører udover deres ophav samtidig en underlig mentalitet med bare at svine løs..

Nå, jeg tog istedet over i De Gamle Lergrave, hvor man i de gode gamle dage (dvs. før de seneste hårde vintre) altid kunne fange et par gedder i løbet af en time. Her var der heller ikke noget liv, men flot var der.

Skarver har hærget i mange år rundt om i Danmark og de findes desværre også her. Mange træer er helt hvide af deres lortog de er langsomt ved at dø. Ikke videre opløftende, så jeg tog videre til en tredje lille lavvandet sø, hvor jeg tidligere har haft godt fiskeri, når vandplanterne forsvinder. Her var der mere liv og det blev til 3 gedder med største på 3,6 kg.

Alle fanget på en rød/hvid Buster Jerk. Dagen efter ville jeg også have været ude, men isen havde nu lagt låg på glæderne.

Knæk & bræk

Klaus