Kategorier
Fangstrapporter

Mange havørreder i Køge Bugt – dog langt flest omkring mindstemålet

Hej alle

Lørdag blev det tid til en tur på Køge Bugt, hvor Jens Blom fra foreningen havde inviteret undertegnede til trolling fra morgen til sen eftermiddag. Vejrudsigten var lovende med svag vind og en del sol, men meteologerne havde også lovet koldt vejr. Dette holdt bestemt stik, da bl.a. vinterens første sne var faldet om natten og båden derfor var ganske snefyldt.

Meldinger fra de øvrige trollingfiskere, som vi mødte ved trailerrampen var, at der var taget mange fisk, men at langt de fleste var ørreder omkring mindstemålet med enkelte snapse imellem, heriblandt en super fisk på omkring 7 kg fra oktober samt en 5 kilos taget et par dage før. Jens havde selv ugen før snuppet en 4 kilos, så de pæne var bestemt derude. Således opløftet sejlede vi ud af havnen i Køge.

Vi lagde ud med 6 stænger på relativt lavt vand (op til 6 meters dybde), men da dette ikke gav noget, trak vi ud på dybere vand. Her kunne vi fiske med begge downriggere med to stænger på, så vi i alt kom op på 8 stænger. Dette gav pote og vi havde jævnligt mindre målsørreder på krogen. Så havde vi et dobbelthug, hvor både Jens og jeg var spændt for. Min ørred blev hurtigt landet og  vejet til 1,2 kg, mens Jens fortsat fightede sin ørred. Hans ørred kæmpede godt, men overgav sig til sidst i det store landingsnet. En fin havørred på 2,3 kg, som vi begge dog havde tippet noget større.

Vi havde løbende fisk i båden og da dagen var omme kunne vi gøre status med 13 ørreder, hvoraf Jens havde snuppet de største (2,3 og 2,2 kg), mens undertegnede havde taget de fleste (7 stk.).

Både løje, wobler, blink og Apex havde denne dag givet fisk, så der var ikke rigtig nogen rød tråd. Over radioen hørte vi om en fin 5 kilos taget i en anden båd, mens Holme og John fra Team Ølstykke, som vi havde fisket sammen med, havde snuppet 9 fisk med største på 2,7 og 2,6 kg. Alt i alt en rigtig god dag på Køge Bugt med svag vind/havblik, høj sol og mange havørreder.

Knæk og bræk

Klaus