Kategorier
Fangstrapporter

Laks fra Lagan og Mørrum, en smuk skælkarpe og en stor havørred fra åen

Hej alle

Så var der endnu en fangstrapport fra Mogens Marcus Mentz, der efter en våd dag ved Lagan fik varmen med en laks på 89 cm og 5,5 kg.

Han efterlyser iøvrigt et sted, hvor man kan få røget sine fisk. Som han skriver: Jeg har netop været forbi Nordhavnens Røgeri, hvor man beklagede, at man ikke længere kan ryge fisk for private. Man stoppede dermed for 2 måneder siden. Grunden er, at Fødevarestyrelsen har udsendt en bestemmelse om, at Røgeriet skal kunne dokumentere oprindelsen af de fisk, som de ryger. Det er ikke nok dokumentation, at fiskeren fortæller, hvor og hvornår fisken er fanget. Skulle der være nogle medlemmer eller andre, der kender et privat sted, der kan ryge, er de velkomne til at sende en mail til undertegnede på klaus@naal.dk.

Jeg selv var i weekenden i Mørrum igen, hvor vi var 5 mand, der fiskede på Knaggalid-strækket i 2 dage. Lørdagen regnede væk, men det lykkedes dog en af deltagerne at fange en laks på knap 6,5 kg på flue. Søndagen var anderledes behagelig, da det for det første ikke regnede, og for det andet, var det dagen efter at der – udover at have regnet big time også havde været lukket op for sluserne til søen Åsnen længere opstrøms (såkaldt “Klunkning”). Denne cocktail havde også en meget positiv effekt på fiskeriet, idet vi allerede tidligt om morgenen så en dansker, der fightede en havørred på enhåndsflue. Den viste sig at være 65 cm og blev genudsat. Han kunne fortælle, at der også var andre, der havde fået fisk på strækket. Motivationen var nu absolut til stede, og efter en halv times fiskeri fik jeg et godt hug, der dog desværre slog sig af i et stort spring umiddelbart bagefter. Surt show, men jeg tog da revanche senere på eftermiddagen, idet det endelig lykkedes mig at lande en god hybrid efter en dramatisk fight.

En hurtig måling til 84 cm (ca. 6,5 kg), et billede og så ud igen i fin form. Herligt!

Fra Claus Banholtz har jeg modtaget følgende rapport:

Hej Klaus

Så er det ved at være sidste udkald i karpesæsonen, og det skulle udnyttes til en aftentur til et lille vand, som normalt fisker godt både forår og efterår.

Vi ankom til søen ca kl.16:30 og fik hurtigt rigget til, 3 bundstænger og en flådstang.

Vi fik blandet foder, og imens jeg kastede foder ud, lagde jeg lige min boiliestang ned til højre for mig og 5 min senere var der kontakt til en fisk og efter et par hurtige udløb kunne jeg lande årets største skælkarpe på 7,8 kg…..lækkert og et par hurtige billeder og fisken kunne svømme videre.

Foderet begyndte så småt at virke og bundstængerne blev kastet ud, 2 min senere var der bud på min midterstang , modhug og fast fisk…..denne fisk gav en rigtigt god fight da den blev taget på en 1,25 lbs drennan stang og 0,20 line…sjov fight ( fisken vejede forresten 4,7 kg og atter en skælkarpe).

Det blev ikke til mere denne dejlige aften,men aftenen var for mit vedkommende reddet og bilen kunne atter vende hjem igen med et par glade fiskere, der dårligt kan vente på at komme afsted igen.

Mvh

Claus Banholtz

Stort tillykke til Claus (flot billede!). Fra Henrik Ivar Jensen har jeg modtaget følgende tankevækkende rapport fra et par ture til Nive Å:

Hej Klaus.

Ville lige give dig lidt updates fra åen. Fredag: En fin på land til min kammerat på 2 kg. Lørdag tog jeg derned og havde en op og hilse. Så så jeg en line, der var kastet ud i vandet. Og et sekund senere, så jeg en mand stå 50 meter højere oppe af åen. Da han så mig, skal jeg love for, at han fik benene på nakken. Efterfølgende fandt jeg ca. 20 åleliner i åen. De er væk nu. 🙂 Jeg tog afsted igen idag og oppe ved møllen lå der en stor ørred i åen på 70 cm og renset.

Hvem fanden renser en så stor fisk og derefter kaster den i åen?

Vh

Henrik Ivar Jensen

Det er ikke godt at vide, men et gæt er, at den pågældende fanger i forbindelse med rensningen af ørreden har set orm eller anden forurening i dens mave, og derfor ikke har villet tage fisken med hjem. Who knows?

Undertegnede har også været en tur i åen, men det gav kun en håndfuld aborrer og en lille gedde. J

Knæk & bræk

Klaus

 

Kategorier
Fangstrapporter

Guldfisk, Laganlaks og Mørrum-tur

Hej alle

Så er der igen fanget fine fisk af NÅL-medlemmer.

Fra Joachim har jeg modtaget nedenstående rapporter:

Hej Klaus

Fik denne skønhed idag på en medetur. Den er ny PR og vejer 1100 gram. En fin guldfisk til konkurrencen!

Hvad endnu bedre er; min gode fiskekammerat og jeg har tillagt os en vane, som består i at vi skiftes til at udfolde os gastronomisk, når vi er på fisketur. Dette har ført til en del gode oplevelser (specielt fordi han er kok). Jeg har vedhæftet et billede fra dagens menu.

Joachim har også været lidt ude efter torsk på Øresund.

Tillykke til Joachim med fangsterne, hvilket jeg også kan sige til Mads Andersen, der skriver følgende:

Hej NÅL

Jeg var så heldig at fange en laks på flue i Lagan igår den 11. september. En hunlaks på 95 cm og 8,6 kg.

Mvh

Mads Andersen

At andre fra foreningen også kan fange laks fik vi syn for på årets Mørrum-tur, hvor vi 7 mand – alle NÅL-medlemmer, skulle fiske halvanden dag. Ankomst mandag med fiskeri fra kl.18 frem til tirsdag midnat. Lars Enghoff og Henrik Jensen havde dog tyvstartet søndag og fisket på de officielle stræk. Dette var ikke noget dårligt valg, idet Lars var så heldig/dygtig at fange en havørredhan på 85 cm og 7,3 kg i pool 31 på flue. Hans første Mørrumfisk.

Dagen efter, mandag, stødte Peter Lottrup til, og han havde sørget for fiskeri for de tre på et mindre privatstræk længere opstrøms indtil de skulle møde os andre 4 mandag aften. Mandagens fiskeri på dette stræk gav dog ikke noget til dem, men da vi andre kom, gik vi igang med fiskeri på hyttestrækket. Dette stræk ligger også nedstrøms ABU-fabrikken i Svängsta. På et spot, hvor jeg tidligere har været heldig/dygtig fik jeg et massivt hug, hvorefter en ordentlig mørk hanlaks med krog sprang ud af vandet og piskede mod modsatte bred. Her var den lige ved at hoppe op på land, og ærgerligt nok knækkede linen. Dette hænder sjældent for mig, men lige på dette spot er der mange store sten og klipper, hvorfor jeg er ret sikker på, at laksen fik slidt linen tynd i det første vilde udløb. Surt show og Thomas Jeppesen, der havde stået ved siden af mig og fulgt optrinnet kunne høre undertegnede ærge sig højlydt..

Vel tilbage ved hytten kunne Henrik fortælle, at han på flue på den øverste del af strækket havde nappet en laks på 95 cm med en anslået vægt på ca. 10 kg. Hvilken start på fiskeriet!

Tirsdag morgen havde jeg sat uret til kl 6, men kunne ikke sove, så jeg var allerede afsted lidt over kl. 5. Jeg gik nedstrøms og udså mig et område, hvor jeg tidligere har snuppet en havørredhan på lige knap 7 kg. Her var der flere gode fisk, der markerede i overfladen, og efter en times fiskeri, var der bud efter min bronzefarvede SG Caviar spinner str. 3. Et kraftigt hug, et plask og så ellers et udløb, som jeg aldrig tidligere har oplevet. Linen fløj af og jeg begyndte at løbe efter langs bredden. Pludselig ca. 150-175 m længere nedstrøms, var det som om, at den stoppede. Jeg kæmpede for at få line på hjulet og nåede ned ud for stedet, for at opleve, at laksen var stået af og spinneren sad fast mellem to store sten. Endnu engang surt show, men det var da en oplevelse, som jeg ikke ville have været foruden.

Resten af tirsdagen gik med fiskeri indtil vi skulle gøre hytten rent kl. 14, da denne skulle forlades kl. 15. Efter rengøring tog Peter hjemad, da han skulle til Tyskland i embeds medfør. Vi andre tog til Laxens Hus, hvor Claus fik set det flotte fald og alle fik burgere eller pyt i pande i cafeteriet. Lars,Henrik og Carsten drog herefter hjemad mod Danmark, mens Thomas, Claus og undertegnede tog tilbage til fiskestrækket for at tage aftenfiskeriet.

Claus stillede sig som dagen før på sit favoritspot og fik efter et par timer en flot plettet hunlaks på 10,5 kg, der målte 103 cm. Han fortalte mig, at den var taget på spin og at dens første udløb havde været på knap 100 meter.

Efter lidt mere fiskeri var vi møre, og vi besluttede os derfor for at køre hjem til Danmark. Det havde været en super tur, og vi tager sikkert afsted igen til næste år i september.

Knæk & bræk

Klaus