Kategorier
Fangstrapporter

Varmt vejr gav fine medefangster i Pinsen

Hej alle

Det varme vejr har betydet, at flere NÅL-medlemmer har været ude med snøren i Pinsen og opnået fine fangster.

Bl.a. Claus Banholtz der har skrevet følgende:

Hej Klaus

Et vand vi havde gået og kigget på et stykke tid skulle langt om længe prøves.

Efter en lang køretur ankom vi til søen, hvor vi så karperne cruise rundt i overfladen. Det gav blod på tanden.

Det første tackle blev lagt og da det sidste var blevet lagt røg den første stang afsted. Hurtigt modhug og fast fisk……..Desværre satte den sig i et nedhængende træ og den slap derfor med skrækken.

Klokken blev 01 før det næste run kom, men i modhugget røg den…..øv øv

Der skete ikke mere før kl 07.30 næste morgen…Jeg stod lige ved siden af mine stænger og nød morgensolen, da min bidmelder skreg af smerte (!). Et hurtigt modhug og pres på fisken med det samme. Heldigvis svømmede fisken imod mig og ikke ind i træerne og fighten kunne begynde i båden. Efter en god og hidsig fight kunne jeg lande årets største (indtil videre) på 11,4 kg og turen var dermed en fangstmæssig succes.


Da fisken blev genudsat var jeg deværre nødt til at køre hjemad da ungerne skulle til svømning.

Det er ikke sidste gang jeg besøger dette herlige nye vand for at fange de dejlige karper, der svømmer rundt i søens dyb (- og åbenbart også i overladen – red.:-)

Mvh

Claus Banholtz

Stort tillykke til Claus. Joachim Fabricius har også været ude i det gode vejr og det medførte følgende rapport:

Hej Klaus

Er lige hjemvendt fra nordmolen i Helsingør, hvor jeg var ude at fiske med min far. Det blev til mange hornfisk. De to største blev fanget på flåd og sildestrimmel fisket passivt. 600 og 800gr. Udmærkede fightere, De tilmeldes naturligvis konkurrencen.

Venlig hilsen

Joachim

Også tillykke til Joachim med de pæne hornfisk. De er hermed tilmeldt konkurrencen.

Jeg selv var i fredags på aftentur til en skovsø, hvilket gav en fin suder på 2,2 kg. på bundfisket majs.

Mødte iøvrigt Claus Banholtz ved samme sø, der (naturligvis) snuppede en endnu større suder på 2,4 kg – også fisket på majs på et bundtackel.

Hvert år ved denne tid fisker De Gamle Lergrave også godt efter suder og brasen, hvorfor jeg i lørdags også lige måtte derned nogle timer om morgenen. Det blev til non stop action fra først til sidst med 10-12 sudere fra 1,6 op til 2,1 kg samt 2 brasen på henholdsvis 2,5 og 3,05 kg.

Alle fisket på bundfiskede majs.

Det er et fiskeri, der er hamrende underholdende og jeg kan kun opfordre NÅL-medlemmer til at prøve lykken. Stort set alle steder kan give sudere og den største fanget i nyere tid var på 3,1 kg, der blev fanget af Zlatan til en medekonkurrence for et par år siden. Brasen op til knap 4 kg er der også, og der er nu noget specielt over at fange de store tunge fisk. Forvent at der går 8-10 suder for hver brasen der fanges, da sidstnævnte både er langsommere og færre end suderne!

Stram line

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Ny PR-gedde til Joachim fra Esrum Sø

Hej alle

Der gik ikke ret længe førend Joachim sendte mig en ny fangstrapport:

Hej Klaus

Noget tyder på at jeg nu endelig har knækket koden til Esrum Sø. Jeg fiskede idag to timer med min far på søen, da jeg lige skulle afprøve nogle af woblerne fra www.wobleren.dk.. Skulle lige tjekke kvaliteten osv.

Lige før et stort regnskyl passerede os fik jeg et godt hug på 4,5 meter vand ved Nødebosiden. Fisken fightede ikke specielt godt, men den var alligevel svær at få i land, da vinden førte os hastigt væk fra fisken, som kom til syne i overfladen et par meter væk fra båden. I nettet med madammen og videre i vejeslyngen. Med denne fratrukket vejede den 7,6 kg – En forbedring af min forhenværende PR med 2,1 kg! Et par billeder blev skudt, og ud kom gedden igen.

 

 

Vild jubel selvom regnen nu væltede ned. Vinden var desuden taget til, så vi vendte snuden hjemad med det samme! Den tilmeldes naturligvis konkurrencen!

Vh

Joachim

Stort tillykke herfra. Mon ikke vi nu får flere gode fisk fra Joachim i de næste par måneder.

Kategorier
Fangstrapporter

Geddekonkurrencen 2012 samt diverse medlemsfangster

Hej alle

Igår søndag blev årets geddekonkurrence afholdt i De Gamle Lergrave. De fremmødte deltagere havde en dejlig dag med flot vejr og hugvillige gedder. Mere end 20 gedder blev fanget på både spin og agnfisk. Noget kunne tyde på, at geddebestanden omsider er ved at komme op igen efter de hårde vintre og tyvfiskende polakkers hærgen. Sidstnævnte ser man heldigvis ikke så  mange af mere, så muligvis har den økonomiske krise også haft nogle positive sidegevinster..

Vinder af geddekonkurrencen blev Carsten Ryby med en gedde på 3,5 kg,

Frederik Rømer tog andenpladsen med en gedde på 2,9 kg.

Trediepladsen tog undertegnede med en gedde på 2,5 kg, mens Erik Winther tog fjerdepladsen med en på 2,2 kg. Fine præmier var sponseret af Rodes samt Sportdres, der altid bakker op om foreningens konkurrencer.

Søndag aften kom så en sms fra Joachim Fabricius som havde været en tur på Esrum Sø med en anden forenings båd. Han skrev, at han måtte ro halvvejs fra den nordlige del af søen, da der var bøvl med motoren. Fik dog på hjemturen en gedde på 5,1 kg ved Tevandsbanken.

Tillykke til Joachim med fangsten der sikrer ham et endnu større forspring i årets fisker konkurrrencen.

Herudover fik jeg en mail fra Claus Banholtz, der i sidste uge havde været på tur efter hornfisk:

Hej Klaus

Havde lige glemt at sende denne rapport til dig….

Maj måned er det hornfisketid , og det er nok den mest oplagte fisk at tage ungerne med ud at fiske, og som skrevet så gjort.

Vi gad ikke tage til Helsingør som alle andre og stå i kø for at komme til at fiske, så vi drog til fjorden.

Hornfisk var der deværre ikke så mange af, men dem der var, var pæne og flotte fisk.

Vi fik ialt på denne dejlige dag med familien 7 hornfisk med de 3 største på

1020 g
980 g
850 g

Alle fisk taget på flåd og sildestykke 

Mvh

Claus Banholtz

PS:  Vi ved alle at gedder er en glubske rovfisk………men alligevel…..

Så husk næste gang du tager bukserne af for at lufte dine fødder i vandkanten..

God fangst til alle 

Mvh

Claus B

 

Tillykke til Claus med hornfiskene, der størrelsesmæssigt absolut er godkendte og tak for advarslen:-

Stram line

Klaus

Kategorier
Fangstrapporter

Fantastisk Skjern Å laks til formanden m.v.

Hej alle

Fik lige en sms fra formanden, der kun indeholdt nedenstående billede og beskeden “90 cm”.

Efterfølgende fik jeg historien mailet fra Carsten, der skriver:

På vej til Skjern å blev jeg overhalet af et sammenkoblet IC4 tog. Det kunne kun betyde held, når DSB kan få de toge til at køre. Bent, som kom ned for at møde mig fra Karup Å, havde kontakt med 2 laks allerede den første aften i et forrygende blæsevejr.

Fredag morgen kørte vi op til Vorgod Å, hvor jeg rejste en ørred tæt under modsatte brink. Lidt efter skræmte jeg endnu en under min egen brink. Andet skete der ikke, bortset fra at højre baghjul var punkteret, da vi skulle køre videre.

Om eftermiddagen og aftenen fiskede vi igen ved Gjalbæk, og igen så Bent en laks på samme sted.

Lørdag morgen var vinden endnu værre, så det blev spinnestangen, der kom i brug. Da jeg havde mistet 2 spinnere gad jeg ikke det mere, så jeg overtalte Bent til, at vi tog ind til Korsholm og trøste shoppede.

Lørdag eftermiddag og aften blæste det stadigt meget, så det var kun muligt at fiske, hvor der var sidevind. Jeg startede i udgangen af et sving og kunne fiske et par hundrede meter. Da jeg var 50 meter fra svinget mærkede jeg et par nap midt i åen, og da fluen kom ind i et strømskel, kom der 2 kraftige ryk samt 5 meter udløb hvor jeg fik tommelfingeren i håndtaget, så den blev gul og blå. Såret i hånden, som jeg havde pådraget mig til geddepremieren fra den store gedde, sprang op, men jeg fik dog alligevel kontrol over fisken og fik rullet line ind på hjulet, til den stod dybt foran mig. Så tog den et udløb så skydehoved og running line forsvandt i et nu. Udløbet endte med et spring, hvor hele fisken var over vandet. Sikken et syn! Jeg var sikker på, at den var væk efter det spring, men den tog flere udløb, der dog blev kortere og kortere. Til sidst fik jeg den kanet ind over noget græs i vandkanten, hvorefter Bent tog den i halen. Den blev målt til ca. 90 cm med en anslået vægt på 7,6 kg.

Jeg aftalte med laksen, at denne tur ville vi gentage til næste år, på et tidspunkt, hvor kvoten ikke var opbrugt.

Her er flere billeder fra Carstens fight. Første billede er taget på det tidspunkt, hvor den viser sig første gang.

Andet billede er også fra fighten.

STORT tillykke til Carsten med den ekstrem flotte og torpedoformede laks. Det er vist iøvrigt også en personlig rekord for Carsten og kronen på værket efter mere end 20 års fiskeri ved Skjern Å.

Jeg selv var på Farum Sø lørdag til Farum Lystfiskerforenings konkurrence. Vejret var bestemt ikke med os, da der blæste en pelikan. Jeg fik dog 3 agnfiskede gedder mellem op til 2,85 kg, der dog ikke rakte til nogen præmier. Vinderfisken blev en gedde på 9,2 kg. og der blev snuppet flere over 5 kilo af de mange deltagere.

Søndag eftermiddag skulle jeg lige teste den nye elmotor på Esrum båden. Den fungerer perfekt, især er den rigtig god, når der dørges med agnfisk. Dette gav en enkelt gedde på 2,5 kg. Motoren er også fin til dørgning med woblere, men helt optimalt på Esrum Sø i maj er, når man med elmotoren på lav kraft, kan kastefiske langs land. Sidstnævnte metode gav mig 3 mindre gedder op til 2 kg på en times tid.

Joachim Fabricius har også været afsted og han beretter følgende:

Jeg har haft en enkelt rigtig fisketur på Esrum indtil videre, sammen med min far og en kammerat. På tre timer fik vi fire gedder i båden, og på grund af min manglende tålmodighed, hvad angår krogning af gedder på store agnfisk, kunne det være blevet til en 2-3 stykker mere. Havde nogle gode figthere som slap karrussen lige ved siden båden :(! Det lykkedes mig trods dette, at kroge en fin gedde på 3,3 kg som bedes tilmeldt konkurrencen!

Tillykke til Joachim med fangsten. Han plejer at kunne overliste endnu større gedder, så mon ikke vi får flere fangstrapporter fra ham i løbet af sæsonen.

Knæk & bræk

Klaus

PS: Fangstrapporter modtages meget gerne på klaus@naal.dk

Kategorier
Fangstrapporter

Geddepremiere på Esrum Sø

Hej alle

Fik en fangstrapport fra formanden, som sammen med kassereren, havde været til geddepremiere 1. maj på Esrum Sø i foreningens båd:

Bjarne og jeg havde reserveret båden via hjemmesiden 1. maj.  Vi startede på Nødebosiden, men vinden gjorde, at vi flyttede os over på østsiden. Her dørgede jeg ud for turbådsgaragen, medens Bjarne kastede med en Mørrumsspinner. Der gik ikke lang tid, så fangede Bjarne en gedde på 1,6 kg.

Vi dørgede hele vejen på 3-5 meter vand ned forbi Løjtnanten uden nogle hug. På hjemvejen prøvede vi at spinne langs sivkanterne, men uden resultat. Da vi så kom op til turbådene igen, fik jeg “den samme” gedde som Bjarne. Den havde bare spist 400g skaller:-)

Vi satte elmotoren på 10% og jeg skiftede Hi-Lo vobleren ud med en Mepps str. 5. Modvind, stor wobler og multihjul er ikke en god kombination. Lige efter Fredensborg havn fik jeg den næste gedde. Den var noget større og federe end de andre og vejede 5,2 kg.

Så er der i hvert fald 3 gedder i Esrum sø.

Carsten

Stort tillykke til Carsten med den pæne Esrumgedde, som har en flot vom. Bemærk iøvrigt også foreningens nye elmotor samt de nye stangholdere.

Undertegnede havde idag taget en fridag for at komme på geddefiskeri på Søndersø sammen med Jens Blom i det meget flotte vejr. Det blev til mere end 20 stk. taget på både agnfisk og spin, men desværre ingen over 3 kg. Jens fik den på 3 kg og en bonussandart på 3,2 kg, men da disse er fredet i maj tæller den ikke med i årets fisker konkurrencen. Dette betød dog ikke det store for Jens.

Alle gedder og sandarten blev naturligvis genudsat.

Knæk & bræk

Klaus

PS: Jørgen Bent Andersen fra foreningen var i åen i april og fejlkrogede der en suder på hele 1,9 kg. Den må have givet Jørgen en god fight, da den var kroget i rygfinnen.