Kategorier
Fangstrapporter

Å-premiere samt en 8,2 kilos gedde fra Maribo Søndersø

Hej alle

Vandstand og sigtbarhed var perfekt, da Peter Kirkby og jeg tilfældigt mødtes ved åen

til premieren. Ingen andre fiskere i sigte, og efter at have fordelt strækkene nedstrøms

mødestedet gik vi igang på hver sin side af åen. I tredje drev blev min 9 cm fluogule

Rapala taget i et kraftigt hug. Efter en kort fight var årets første havørred fra åen en

realitet. Fin fisk på 63 cm, men temmelig slank. Naturligvis skulle den hurtigt ud at svømme

videre og det hjælper i den forbindelse, at wobleren har fået afmonteret den forreste

trekrog.

Rådet er hermed givet videre. Peter kom forbi 10 minutter senere og mens vi snakker

over åen får jeg endnu et hug på wobleren. Denne gang er det en havørred på ca. 55 cm,

som bliver hurtigt afkroget og genudsat. Vi fisker videre nedstrøms og ved et stort sving

mister jeg en mindre fisk – sikkert en grønlænder – på en Mepps 3 spinner med røde prikker.

Efter to timers fiskeri er jeg nødt til at pakke sammen, men Peter fortsætter lidt endnu.

Han har et enkelt hug ved sammenløbet og ser en meget slidt fisk lige inden Gl. Strandvej.

Der er i løbet af formiddagen ankommet en del lystfiskere og en af dem er Mads Andersen,

som snupper en havørred på 60 cm. Jeg har ikke hørt om flere fangster fra premieren,

men mon ikke, at der er snuppet et par yderligere fisk. Husk iøvrigt at havørred fanget før

den1. maj ikke tæller med i årets fisker konkurrencen, og at alle nedgængere bør

genudsættes skånsomt og hurtigst muligt, gerne i vandet.

Apropos årets fisker konkurrencen, så er den første tilmeldte fangst en gedde på 8,2 kg.

Den blev taget af Peter Kirkby på en Westins Jätte wobler på 23 cm i geddefarve på

Maribo Søndersø i weekenden.

Stort tillykke med den. Wobleren i den lidt mindre version på 17 cm er min egen woblerfavorit i

lavtvandede søer.

Husk også at der er præmieuddeling til generalforsamlingen den 9. februar. Der vil være flotte

præmier til vinderne af de enkelte kategorier og nr. 1-3 i den samlede stilling fra vore sponsorer

Sportdres og Outdoor Living. Største udenlandske fisk konkurrencen blev ikke overraskende

vundet af Emil Hejberg med en helleflynder på 32 kg.

NB. Der er kun præmier til dem der møder op. Møder vinderen ikke op går præmien til næste

fisk/fanger på listen.

Knæk & bræk

Klaus