Kategorier
Fangstrapporter

Geddetur til Rügen

Hej alle

Så var det blevet min tur til at drage mod Rügen i Nordtyskland, hvor danske lystfiskere er valfartet til i de seneste år.

Målet var store brakvandsgedder, som der findes en del af. Største lystfiskerfangede gedde vejede mig bekendt 23,5 kg, men erhvervsfiskere siges at have fanget fisk i nærheden af de 30 kg!

Fiskeriet foregår primært i de kolde måneder på 1-6 meter vand og der anvendes primært woblere, jerkbaits og shads (gummiagn).

Vi (8 fisketosser fra Farum Lystfiskerforening, hvor jeg også er medlem) ankom torsdag aften, så vi var klar til at fiske fredag, lørdag og halvdelen af søndagen. Fiskeriet gik fint fredag i en lille bugt med masser af gedder. Desværre var der tale om pindegedder, de fleste på 1-2 kg, men vi havde da følgere, som var op til 7-8 kg. Ved middagstid havde jeg et voldsomt hug, der blev efterfulgt af et kraftigt udløb, der desværre endte med at gedden røg af i en gigantisk hvirvel. Ved nærmere eftersyn af krogene blev det klart, at 2 af trekrogene var rettet ud! Surt show – Jeg havde nok holdt den hårdt, men krogene burde have kunnet holde til presset. Med nye kroge på wobleren lykkedes det mig heldigvis lidt senere at tage en lille revanche med en gedde på 6,6 kg og 100 cm.

Lørdagens fiskeri var også udmærket, hvis man gerne ville fange mange gedder, men de store udeblev. En anden dansk fyr var så heldig om lørdagen at snuppe en monstergedde på 13,5 kg og 125 cm i samme lille bugt – faktisk i samme område, hvor jeg havde mistet den store dagen før!

Søndagens fiskeri var helt til hest, idet vi stort set intet fangede, og slet ikke nogen med vægt på!

Status for weekendturen med 8 personer blev over 100 gedder, heraf ca. 20 gedder til undertegnede med den største på de 6,6 kg, der også blev gruppens største. Fiskeriet levede dermed ikke helt op til mine (opskruede) forventninger, men potentialet er der bestemt, hvorfor det ikke er sidste gang, at jeg drager sydpå!

Knæk & bræk

Klaus Vestergaard